Qui, qui, jeg er fransk af afstamning, det er der vist ikke nogen der er i tvivl om. Men det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg bor i Danmark og at jeg elsker landet, og jeg efterhånden mere og mere betragter det som “mit” land med at gamle Frankrig. Danmark har givet mig og min familie meget, derfor går jeg generelt også efter så købe danske varer så ofte som muligt, men forleden må jeg krybe til det økonomiske kors, og lade pengepungen bestemme, at husets nye døre ikke kommer fra de danske skove, men derimod de svenske.

Mon dieu – er der måske nogen der tænker. Hvorfor ikke købe dansk, eller i det mindste så fransk, hvis du ikke kan støtte det land du bor i, men når besparelsen på om de hedder dörrar eller døre er på op mod et par tusinde kroner, så bliver den gamle nærig pind alligevel vækket i mig.

MEGET paradoksalt så skal jeg faktisk købe nogle franske døre, og så bliver det da vist ikke meget mere internationalt, når en franskmand køber franske døre i Sverige til sit hus i Danmark, der er i hvert fald mange lande i spil her. Den danske statskasse kommer dog stadig til at mærke det en lille smule, det er nemlig et par gode solide danske håndværkere, der skal sætte dem i. Og jeg har sikret mig, at jeg får en regning med moms og ikke mindst med garanti. Flere af vores venner har fået lavet ting, hvor de måske ikke lige har fået en regning med, og så er der ingen garanti der dækker, det er sådan noget jeg har lært her i landet.

Der skal solidaritet til, hvis vi vil beholde den velfærdsstat de danske borgere er velsignet med. Og dem der ikke forstår hvor heldige de er, skulle bare prøve at være pensionister i Frankrig eller det der er meget meget meget værre.