Et år er gået, 2011 er blevet til 2012 og det er på tide at gøre status over mit lille blogprojekt, som indtil nu har kørt on and off i en håndfuld måneder. Responsen har været overvældende, men det har nu mest været i kraft af at jeg har delt alle indlæg på min private Facebook-side, hvor mange venner har været inde og kommentere. Overraskende mange ytrede at de slet ikke havde forestillet sig, at jeg ville begynde at blogge – af alle mennesker – men sådan er det, det lever jeg med. En anden tendens er at mange har været interesserede i, hvem jeg egentlig er. Jeg har bevidst valgt at lade mit fornavn forblive ukendt her på siden, og blot fortalt en smule om min barndom og opvækst i Frankrig, som uden tvivl har formet mig meget som menneske og gjort, at jeg stadig efter over 10 år i Danmark føler mig som en fremmed – i hvert fald lidt. Nu vælger jeg så at tage bladet for munden og fortælle om min barndom i Frankrig, men mit fornavn må I stadig være foruden. Til nysgerrige sjæle kan jeg sige, at det burde være til at finde ud af, hvis I kan betjene Google og har lidt logisk sans.
Jeg blev født 16. april – en lun forårsformiddag – på et hospital i Paris-forstaden St. Denis, hvor mine forældre på daværende tidspunkt boede i en toetagers lejlighed. Mine forældre har aldrig selv haft flere penge end så mange andre, men begge har arvet adskillige ejendomme, som har hjulpet os meget og sikret os økonomisk. Det har skabt trygge rammer uden de store bekymringer, og det sætter jeg stor pris på i dag. Da jeg var barn gik jeg meget op i min sport, svømning, men det holdt lige så stille op, da jeg i mine teenageår fik øjnene op for Paris’ enestående natteliv.
Det var så min historie, helt kort fortalt. Kig med her på bloggen i fremtiden – mon ikke der kommer lidt flere anekdoter, når jeg for alvor har fundet mig til rette på denne platform.